Jeg ved, hvordan det er at vente – og hvordan det er at opdage, at ens livsmønstre pludselig giver mening. Som nydiagnosticeret eller ”nyslået ADHD’er” fandt jeg både lettelse og sorg: Lettelsen over en forklaring – og sorgen over alt det, der kunne have været anderledes. Mit afsæt i POWERadhdMIND er at være den støtte, jeg selv manglede: jordnær, konkret og venlig vedholdende.
Jeg bruger en kombination af coaching, psykoedukation og meget praktiske værktøjer til struktur, energi- og opmærksomhedsregulering. Ikke lange foredrag – men samarbejde om hverdagsnære strategier, der faktisk kan implementeres. Mange oplever, at “fluffy” råd (“skru ned for forventningerne”, “lav en god struktur”) først bliver brugbare, når de oversættes til din konkrete hverdag. Det er præcis den oversættelse, vi laver sammen.
Jeg har en særlig kærlighed til at hjælpe sen-diagnosticerede og dem, der venter på udredning. Ventetid er ikke stilstand: vi kan åbne “gaverne” i hverdagen allerede nu – sortere i det, der tynger, og løfte det, der styrker. Små skridt tæller, især når de tages i den rigtige retning.
Jeg arbejder med respekt for, at ADHD viser sig forskelligt fra person til person. En diagnose er ikke i sig selv en løsning – det er en (diagnostisk) forklaringsmodel.
Da jeg har et fuldtidsjob, som jeg virkeligt sætter pris på, er POWERadhdMIND et lille sideprojekt, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være.
Jeg har i de sidste mange år, både gennem mine jobs, som underviser i ADHD-foreningen og privat, mødt så mange mennesker, der enten venter på udredning og har fået overbevist sig selv om, at deres liv afhænger af det – eller som har fået en ADHD-diagnose og intet andet. Jeg har altid sagt, at har man muligheden, så har man også forpligtelsen. Jeg vil hermed forpligte mig på at hjælpe dig, fordi jeg ved, at jeg kan.
Det har dog også den bagside, at jeg ikke har mulighed for at have ret mange klienter i forløb ad gangen, da døgnet som bekendt kun har 24 timer. Derfor opfordrer jeg dig i høj grad til at kontakte mig hurtigst muligt, og skulle der ikke være flere pladser ledige hos mig, så kan du komme på en venteliste. Jeg vil gøre mit bedste for at finde tid til netop dig.
Det bedste ved det er, at jeg kun har tider "udenfor almindelig åbningstid". Dvs. eftermiddage, aftener og weekender – du behøver derfor ikke engang tage fri fra arbejde for at kunne mødes med mig. Fantastisk, ikke?
Jeg er helt tilbage i 00'erne uddannet kandidat i folkesundhedsvidenskab fra hhv. Syddansk Universitet og Maastricht Universitet. Siden har jeg taget en række forskellige coachuddannelser og arbejdet med coaching, ledelse, undervisning og facilitering gennem det meste af mit arbejdsliv.
Jeg har arbejdet i Psykiatrien i mange år, både med kvalitet og patientsikkerhed og i Center for Recovery og Samskabelse. En vigtig del af mit arbejdsliv og min tilgang er at arbejde samskabende med mennesker – bl.a. mennesker med ADHD og autisme samt deres pårørende. Jeg har bl.a. udviklet manualer til patient- og pårørendeforløb, udviklet materialer, workshops og events med henblik på at få mennesker til at forstå både sig selv og andre, der lever med psykisk sygdom.
Jeg er for tiden ansat i Aalborg Kommune som projektkoordinator. Jeg skal være med til at udvikle en bydel i Aalborg, hvor beboerne i særlig lav grad benytter sig af sundhedsfremmende og forebyggende tilbud, og hvor vi skal øge fællesskab og trivsel.